(På dansk nedenfor) It is a myth that developing chronic disease in old age is just something to accept – for instance the risk of dementia is rapidly going down. We can now expect to live longer in better health.

Ageing and chronic diseases are inextricably linked. So much, that we often talk about ageing and ill health as the normal and inevitable fate of a long life. But the ageing process is not ‘normal’ from a scientific perspective, because it results from damage that occurs where there was originally none. If ageing was normal, it would not be necessary to investigate ways to prevent it.
Within the project data-for-good-science we study the root causes of chronic disease, and try to diagnose the early stages earlier to successfully intervene and make the outcomes better. The combat of ageing and chronic diseases appears to be successful and the prospect of living healthy for long has never been as good as it is today.

In this article I will present a birds view on the scientific investigation of ageing and more specifically how we and other scientists are working on understanding the dementia epidemic – and how to end it. First though, let us dive into the matter of human ageing.

Human Ageing – a Complicated Matter
Human ageing is a complicated matter because there is no single cause that can explain the process. Ageing arises from an accumulation of minor damages, and this is what makes people frail and susceptible for degenerative disease when growing older, e.g. heart failure, arthrosis or bone fracture. No one develops a disease ‘just like that’ or ‘suddenly’ falls ill.

Rudi Westendorp will speak at the conference Evigt Liv 28^th of April 2022 on what science says about healthy ageing. He’ll deal with the topics in this interview. Rudi’s presentation will be in English, the rest of the conference is in Danish.

For long time ailments and diseases in old age were considered a symptom of the ‘normal’ ageing process and unworthy of particular attention. Perhaps this was a way of coping with your losses as there could nothing be done about it, which is untrue.

In contrast, it is essential that researchers, doctors, we all realise that ageing is not ‘normal’. We must investigate the biological mechanisms of ageing and develop treatments to prevent or overcome lasting damage.
For instance, our view of ‘normal bone weakening’ was completely changed when medicines were developed that could slow down the decalcification, an ageing process which makes bones become brittle. When the medical condition of ‘osteoporosis’ was born, it became possible to diagnose the ailment and there were means to effectively treat it.
It is a paradox that nowadays we acquire more diseases over our lifetime – because we have a better knowledge of when and how to intervene in the damage accumulation – and as a result remain healthier for longer.

Thinking Fast or Thinking Slow
A common ageing related degenerative disease of the brain is dementia, also called Alzheimer’s disease. We generally consider it for granted that we notice ourselves easily forgetting trivial things as we get older. It also takes us longer to find our bearings in an unfamiliar city, and we get lost more easily. But these minor inflictions of the brain do not really affect our ability to function properly in daily life and some are razorblade sharp up to advanced age. The flip side, dementia, is when our cognitive functioning is so impaired that it disrupts our day-to-day life.

Does that mean, then, that minor disturbances in brain function are harmless and unimportant? No, the best thing would be to prevent the damage from occurring in the first place, but that is not likely to be possible in the near future. What we can do is to slow down the pace at which damage accumulates in the brain — in other words, to defer the moment when the doctor diagnoses dementia.
Not smoking, not being overweight, and taking sufficient exercise keeps your heart and blood vessels healthy for longer, and all that is good for your brain, too. Your blood pressure should also not be too high as it damages the tiny blood vessels in the brain, causing a rapid increase in memory problems.

The fight Against Alzheimer
Not long ago, dementia was considered being ‘senile’ and this sign of discrimination did not help to develop preventive measures to slow or completely stop the deterioration of the brain.
Led by Dr. Robert Butler, American researchers in the nineteen-eighties attempted to break down this fatalistic view of dementia and its inevitability in old age. Butler was a pioneer, and this enthusiastic director of the National Institute on Aging wanted to make a statement for both young and old.
‘Alzheimer’s disease’ was finally recognised by doctors and medical-research scientists. The positive result of the naming senility as suffering from Alzheimer’s disease has been that it put dementia on the science map.

Many researchers believe that the complex pathogenesis of dementia makes the disease difficult to combat effectively. If that many factors come together to cause the problem, how can we ever find a solution?

Many are sobered by the fact that all experimental drugs on lowering amyloid in the brain have failed. Amyloid are clogged proteins as a result of permanent molecular damage.
These sobering results reinforced opinion- and policymakers in many Western countries to predict horror scenarios in with the numbers of dementia patients increasing drastically in the coming years. After all, dementia is a disease that principally affects old people. But these dark prognoses assume that the risk of getting dementia remains the same, but that notion appears to be wrong.
All indications point out that fewer people in the future will develop dementia than is the case now. How can that be?
That question will I shed some light on in the following.

The Dementia Epidemic
Earlier research has shown that the risk of getting dementia in old age was significantly lower after the year 2000 than before. Brain scans carried out after 2000 showed far less damage due to atherosclerosis than before, which would appear to be a plausible explanation for the reduced risk.
The epidemic of cardiovascular disease has long been on the decline, beginning with a fall in the numbers of heart attacks in middle age, and followed by a drop in the number of strokes suffered by old people. Now, bringing up the rear, we see dementia figures falling for the oldest in society.
A remarkable confirmation of this general improvement in the condition of body and mind was provided by colleagues in Denmark. They showed irrefutably that the physical and mental functions of people now in their 90s are simply better than those of nonagenarians born ten years earlier.
They believe this is due, in part at least, to the fact that today’s old people generally enjoyed a much better education early in life. Their brains were better nurtured. Apparently ageing is not that an inevitable fate awaiting us at the end of our lives.

The Risk is Dropping
Recently, we studied the occurrence of dementia in Denmark over the last twenty years. In line with our expectations, we saw a continuous 30 percent drop in the risk of getting dementia.
In other words, your risk of dementia is one third off – or more – compared to your parents. Better vascular health and education could explain part of decline in risk but most of it remains to be elucidated. It would be extremely helpful when these drivers of benefit would be taken more seriously and shape specific interventions for the better. It is estimated that by targeting 12 risk factors – including excessive alcohol consumption in mid-life and exposure to air pollution in later life – up to forty per cent of dementia cases could be prevented or delayed.

The beginning of the end of the dementia epidemic is there.

Der findes ikke noget, der hedder “normal” aldring

Det er en myte, at man bare skal acceptere at vi udvikler kroniske sygdomme i alderdommen – f.eks. er risikoen for demens hurtigt faldende. Vi kan nu forvente at leve længere og med et bedre helbred.

Aldring og kroniske sygdomme er uløseligt forbundet. Så meget, at vi ofte taler om aldring og dårligt helbred som den normale og uundgåelige skæbne ved et langt liv. Men aldringsprocessen er ikke “normal” set fra et videnskabeligt perspektiv, fordi den skyldes skader, der opstår, hvor der oprindeligt ikke var nogen. Hvis aldring var normal, ville det ikke være nødvendigt at undersøge, hvordan man kan forhindre den.

I projektet Dataforgood.science undersøger vi de grundlæggende årsager til kroniske sygdomme og forsøger at diagnosticere de tidlige stadier endnu tidligere for at kunne gribe ind og forbedre resultaterne. Bekæmpelsen af aldring og kroniske sygdomme ser ud til at være en succes, og udsigten til at leve sundt længe har aldrig været så god som i dag.

I denne artikel vil jeg præsentere et fugleperspektiv på den videnskabelige undersøgelse af aldring og mere specifikt på, hvordan vi og andre forskere arbejder på at forstå demensepidemien – og ikke mindst hvordan vi kan stoppe den. Lad os dog først dykke ned i spørgsmålet om menneskets aldring.

Menneskets aldring – et kompliceret spørgsmål
Menneskets aldring er et kompliceret spørgsmål, fordi der ikke findes en enkelt årsag, der kan forklare processen. Aldring opstår som følge af en ophobning af mindre skader, og det er det, der gør mennesker skrøbelige og modtagelige for degenerative sygdomme, når de bliver ældre, f.eks. hjertesvigt, slidgigt eller knoglebrud. Ingen får en sygdom “bare sådan lige pludselig” eller bliver “pludselig” syg.

I lang tid blev lidelser og sygdomme i alderdommen betragtet som et symptom på den “normale” aldringsproces og ikke som noget, der fortjente særlig opmærksomhed. Måske var dette en måde at håndtere sine tab på, da man ikke kunne gøre noget ved det, hvilket ikke er sandt.

Derfor er det vigtigt, at forskere, læger og vi alle sammen indser, at aldring ikke er “normal”. Vi må undersøge de biologiske mekanismer bag aldring og udvikle behandlinger, der kan forebygge eller afhjælpe varige skader.

F.eks. blev vores opfattelse af “normal knoglesvækkelse” fuldstændig ændret, da der blev udviklet medicin, som kunne bremse afkalkningen, en aldringsproces, der gør knoglerne skøre. Da den medicinske tilstand “osteoporose” blev født, blev det muligt at diagnosticere sygdommen, og der var midler til at behandle den effektivt.

Det er et paradoks, at vi i dag får flere sygdomme i løbet af vores liv – fordi vi har bedre viden om, hvornår og hvordan vi kan gribe ind i skadesophobningen – og som følge heraf forbliver sundere i længere tid.

At tænke hurtigt eller tænke langsomt
En almindelig aldersrelateret degenerativ sygdom i hjernen er demens, også kaldet Alzheimers sygdom. Vi betragter det generelt som en selvfølge, at vi let glemmer trivielle ting, når vi bliver ældre. Det tager os også længere tid at orientere os i en ukendt by, og vi farer lettere vild.
Men disse mindre lidelser i hjernen påvirker ikke rigtig vores evne til at fungere ordentligt i dagligdagen, og nogle er knivskarpe helt op i den høje alder. Bagsiden, demens, er, når vores kognitive funktion er så nedsat, at det forstyrrer vores dagligdag.

Betyder det så, at mindre forstyrrelser i hjernens funktion er harmløse og uvæsentlige? Nej, det bedste ville være at forhindre, at skaderne opstår i første omgang, men det er ikke sandsynligt, at vi kan det i nær fremtid. Det, vi kan gøre, er at bremse det tempo, hvormed skaderne ophobes i hjernen – med andre ord at udskyde det øjeblik, hvor lægen stiller diagnosen demens.

Hvis du ikke ryger, ikke er overvægtig og dyrker tilstrækkelig motion, holder du dit hjerte og dine blodkar sunde i længere tid, og alt dette er også godt for din hjerne. Dit blodtryk bør heller ikke være for højt, da det skader de små blodkar i hjernen, hvilket medfører en hurtig stigning i hukommelsesproblemer.

Kampen mod Alzheimer
For ikke så længe siden blev demens betragtet som værende “senil”, og dette tegn på diskrimination bidrog ikke til at udvikle forebyggende foranstaltninger i forhold til at bremse eller helt stoppe hjernens forringelse. Under ledelse af Dr. Robert Butler forsøgte amerikanske forskere i firserne at nedbryde denne fatalistiske opfattelse af demens og dens uundgåelighed i alderdommen. Butler var en pioner, og den entusiastiske direktør for National Institute on Aging ønskede at gøre en indsats for både unge og gamle.

“Alzheimers sygdom” blev endelig anerkendt af læger og forskere inden for medicinsk forskning. Det positive resultat af at benævne senilitet som at lide af Alzheimers sygdom har været, at det satte demens på det videnskabelige landkort.

Mange forskere mener, at den komplekse patogenese af demens gør det vanskeligt at bekæmpe sygdommen effektivt. Hvis der er så mange faktorer, der tilsammen er årsag til problemet, hvordan kan vi så nogensinde finde en løsning?

Mange er skuffede over, at alle eksperimentelle lægemidler til at sænke indholdet af amyloid i hjernen har slået fejl. Amyloid er tilstoppede proteiner som følge af permanent molekylær skade.
Disse skuffende resultater har fået meningsdannere og politikere i mange vestlige lande til at forudsige skrækscenarier, hvor antallet af demenspatienter vil stige drastisk i de kommende år. Demens er trods alt en sygdom, der hovedsageligt rammer ældre mennesker. Men disse dystre prognoser forudsætter, at risikoen for at få demens forbliver den samme, og den opfattelse synes at være forkert.

Alt tyder på, at færre mennesker i fremtiden vil udvikle demens, end det er tilfældet i dag. Hvordan kan det være?
Det spørgsmål vil jeg kaste lidt lys over i det følgende.

Demens-epidemien
Tidligere undersøgelser har vist, at risikoen for at få demens i alderdommen var betydeligt lavere efter år 2000 end før. Hjernescanninger foretaget efter 2000 viste langt færre skader som følge af åreforkalkning end tidligere, hvilket synes at være en plausibel forklaring på den reducerede risiko.
Epidemien af hjerte-kar-sygdomme har længe været faldende, først med et fald i antallet af hjerteanfald i den midaldrende alder og derefter med et fald i antallet af slagtilfælde hos ældre mennesker. Nu, hvor vi er på vej tilbage, ser vi, at antallet af demenssygdomme falder for de ældste i samfundet.

En bemærkelsesværdig bekræftelse af denne generelle forbedring af kroppens og sindets tilstand blev leveret af kolleger i Danmark. De viste uigendriveligt, at de fysiske og mentale funktioner hos mennesker i 90’erne ganske enkelt er bedre end hos ikke-aldrende mennesker, der er født ti år tidligere. De mener, at dette i hvert fald delvis skyldes, at nutidens gamle mennesker generelt har fået en langt bedre uddannelse tidligt i livet. Deres hjerner er blevet bedre plejet. Tilsyneladende er aldring ikke den uundgåelige skæbne, der venter os ved livets afslutning.

Risikoen falder
For nylig har vi undersøgt forekomsten af demens i Danmark gennem de sidste tyve år. I overensstemmelse med vores forventninger så vi et kontinuerligt fald på 30 procent i risikoen for at få demens.
Med andre ord er din risiko for at blive dement en tredjedel mindre sammenlignet med dine forældre. Bedre vaskulær (sunde blodkar) sundhed og uddannelse kan forklare en del af faldet i risikoen, men det meste af det mangler stadig at blive belyst. Det ville være yderst nyttigt, hvis disse drivkræfter bag fordelene blev taget mere alvorligt og kunne præge specifikke interventioner til forbedring. Det anslås, at op til 40 % af demenstilfældene kan forebygges eller forsinkes ved at sætte ind over for 12 risikofaktorer – herunder overdrevent alkoholforbrug midt i livet og udsættelse for luftforurening senere i livet.

Begyndelsen til enden på demensepidemien er der.

Først offentliggjort på forskerzonen

Translated with the help of www.DeepL.com/Translator (free version)